Festival om Norden

Klimaet i nordisk litteratur

Ordet klima kan betyde ’vejrforhold’ og ’stemning’. Klimalitteratur kan forstås snævert eller bredt. Snævert defineret beskæftiger klimalitteratur sig med de til dels menneskeskabte ændringer i vejrforholdene. Det er en litteratur, som reagerer på klimaforandringerne og tager del i debatten. Bredt defineret beskæftiger klimalitteratur sig med det, der omgiver os. Ikke kun de mennesker, vi kender, og hvad vi gør, men hele vores fysiske omverden og måden, den påvirker tanker og følelser på. Klimalitteraturen betragter os som omgivne væsner.

Ofte tænker vi på os selv som sociale væsner. Vi har familie og venner, går i skole og på arbejde og indgår som en del af et samfund. Klimalitteraturen ser lidt anderledes på det. For den er vi et produkt af alt, hvad der foregår omkring os. De ting, vi omgiver os med, al den elektroniske kommunikation som fyger om hovederne på os og ned i vores smartphones og computere, husene vi opholder os i, musikken vi hører og stederne vi bor, om det så er vejret, som jo også er en del af vores omgivelser og noget, som giver stemning til dem.

Den litteratur, som beskæftiger sig med klimaforandringerne, er selvsagt optaget af menneskets forhold til naturen. Men fordi det er menneskets teknologi, som er årsag til i hvert fald nogle af forandringerne, handler det ikke kun om menneske og natur, men om menneske, natur og teknologi. Det er blevet stadig vanskeligere at betragte mennesket som på den ene side adskilt fra naturen og på den anden side som herre over sin teknologi. Denne sammenblandede tilstand kalder man for posthuman. Klimalitteraturen deltager i udforskningen af denne tilstand.

Det kan den gøre på mange måder. En måde er at fortælle historier om, hvordan verden måske vil komme til at se ud, hvis klimaforandringerne fortsætter. Fiktion handler om mulige verdener. Den kan vise, hvordan det vil være at leve et liv i en verden, som er forskellig fra den, vi kender. En anden måde er at undersøge måden, vi taler om klimaet på, de billeder og fortællinger der styrer vores syn på klimaet. At vi fx har det med at forestille os klimaforandringerne i katastrofens billede, billeder af ødelæggelser, folkevandringer, plyndringer og kaos. En tredje måde er at undersøge selve sproget, sådan som man ikke mindst kan gøre det i digte. At vores grammatik er lagt sådan til rette, at der er et subjekt, som gør noget ved et objekt. Er det ikke, som om vi gør os til herrer over naturen på den måde?

Klimalitteratur er engageret litteratur. Den deltager i debatten, men den gør det sjældent ved at foreslå løsninger. Den sætter snarere spørgsmålstegn ved debattens præmisser eller undersøger de grundlæggende spørgsmål, som den politiske samtale forudsætter. Litteraturen kan udtrykke fortvivlelse og håb, uden den behøver at komme med løsninger. Eller den kan blande angsten for klimaforandringer med andre sider af at være menneske – undergangsforestillinger, depressioner og kæresteproblemer – og på den måde understrege, at klimaet ikke kan isoleres, det er ikke et enkeltstående problem, som kan ordnes, men noget som griber langt ind i det at være et menneske.

I øjeblikket bugner den nordiske litteratur af bøger, som på den ene eller anden måde er anfægtet af klimaforandringerne, og som betragter mennesket som et omgivet væsen. Læs norske Espen Stuelands essaysamling 100-års flommen, svenske Ida Börjels digtsamling Ma og danske Charlotte Weitzes roman Den afskyeligeSå er du godt i gang. 

Af Dan Ringgaard, lektor i nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.