Rejsebrev - Norden i Europa
I årenes løb har jeg rejst en del til Nordens brænd- eller snarere yderpunkter: Grønland, Island, Svalbard, Lofoten, Nordnorge og Utøya. Og jeg har været på utallige ture til Nordens byer og hovedstæder. Måske løber Stockholm med titlen som den flotteste by, men den svenske metropol er langt bag København, når talen falder på liv, dynamik og kreativitet.
Når jeg har kunnet rejse så meget, skyldes det den store interesse, som tyske tv-seere og radiolyttere har for Norden. Der er naturligvis naturen – den mægtige, rå og øde. Der er kongehusene, som afspejler tradition, men også glamour. Og så er der alle de emner, hvor Norden synes langt foran Tyskland, og som derfor er referenceramme i den tyske politiske debat. Listen er lang. Grøn og bæredygtig energi. Fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Børnepasning og pladsgarantier til forældre, der skal tilbage på jobbet (en næsten uhørt ting i det katolske Sydtyskland, hvor politikerne hellere vil betale moren en såkaldt komfurpræmie for at blive hjemme og passe børn). Om velfærdsstatens mange kroge, den sociale tilgang til samfundslivet og et skattesystem, der får de fleste tyskere til at ryste på hovedet. Kan det virkelig passe, at borgerne betaler så høje skatter – endda med glæde?
Generelt gælder det, at man i Tyskland ikke betragter de andre europæiske lande som det fjerne udland, men snarere som naboer. Fx kan man hver morgen på Deutschlandfunk, Tysklands svar på DR’s P1, høre en halv times udsendelse med både aktuelle og tidløse historier fra de europæiske naboer. Tilgangen skyldes formentlig landets føderale opbygning, der har gjort, at tyskerne er vant til, at politiske og administrative beslutninger bliver truffet på forskellige niveauer. I Tyskland er der hverken et kultur- eller uddannelsesministerium. Den slags er den enkelte delstat ansvarlig for, mens andre spørgsmål bliver afgjort i Berlin – eller Bruxelles for den sags skyld.
Netop her findes måske den største modsætning til Norden, som jo forener små lande med en forholdsvis homogen befolkning. Og hvor offentligheden har en overskuelig størrelse: Hvis man skriver en kronik i Politiken eller er med i et indslag i tv-avisen, kommer man langt ud med sit budskab. Med andre ord: Her i Norden er man meget sig selv. Og hviler i sig selv – på godt og ondt. Det fører også til, at man har det lidt sværere med det fjerne, det fremmede og beslutninger, som bliver truffet langt væk fra den hjemlige politiske scene.
Udfordringen er så, at vi jo helst i Europa skal finde frem til en fælles fortælling om kontinentet, som alle kan spejle sig i – store nationer og små, rige og mindre rige, i øst og vest, nord og syd og i centrum. Og løse de fælles udfordringer, som vi alle konfronteres med, og som ingen grænser kender. Netop her er Norden både et aktiv og en udfordring. Et aktiv, for hvis Europa lignede Norden lidt mere og fandt pragmatiske løsninger på konkrete problemer, ville hele kontinentet afgjort være et bedre sted. På den anden side er Norden en udfordring, for regionen kan kun bidrage, hvis mindset hos både borgere og politikere ikke stopper ved grænsen mod syd. Vil man forandre en helhed til det bedre, må man betragte sig selv som en del af det. Ellers surmuler man og ser på, mens korthuset falder sammen. Her skal der tages fat. Især hos de unge. Og helst så tidligt som muligt.
Af Marc-Christoph Wagner, tysk journalist og cand.scient.pol., ARD