Den nordiske model
Velfærdsstaten er en så naturlig del af vores liv, at det er nemt at glemme, hvor unik den nordiske model er. Gratis hospitalsbehandling, gratis ældrepleje og gratis uddannelse. For ikke at tale om folkepension, SU og barselsorlov.
Uden for Norden ser tingene helt anderledes ud. Tag fx USA. Her kan folk normalt kun få behandling i sundhedsvæsenet, hvis de har en forsikring, og det har millioner af amerikanere ikke. Og selv hvis de har en forsikring, er der ingen garanti for behandling, for forsikringerne dækker ofte kun bestemte behandlinger i et bestemt beløb. Hvis forsikringssummen er brugt, stopper behandlingen, selvom patienten ikke er rask. Hvert år dør tusindvis af amerikanere på grund af for ringe forsikringsdækning.
Den nordiske velfærdsmodel er universel. Det betyder, at borgerne har ret til velfærden, fordi de bor i landet. Alle har ret til den samme velfærd, uanset om de er rige eller fattige. Den samme hospitalsbehandling, den samme uddannelse og den samme folkepension. Alle er i samme båd.
Resultatet af den universelle velfærd er en meget høj grad af økonomisk lighed. De nordiske lande er blandt de allermest lige i verden. Sverige er som regel helt i top med Danmark, Norge og Finland i hælene. Og mens uligheden i lande som USA og Storbritannien er steget markant, har de nordiske lande stort set formået at bevare lav ulighed.
Et andet karakteristisk træk ved den nordiske model er ligestillingen mellem kønnene. Den skyldes først og fremmest, at kvinderne i langt højere grad end i mange andre lande har jobs. Hemmeligheden er barselsorlov, børnepasning og barnets første sygedag. Det gør det muligt for kvinder at forene familie- og arbejdslivet på en måde, der ikke findes andre steder.
I Norden er vi kommet langt med ligestillingen, men kvinderne har haft svært ved at nå det sidste stykke op ad karrierestien. Man kalder det glasloftet – en usynlig barriere, der stopper kvinderne, før de når helt til tops. En væsentlig årsag til glasloftet er paradoksalt nok den generøse velfærd. Fra mange arbejdsgiveres perspektiv er yngre nordiske kvinder en ustabil arbejdskraft, netop fordi de har ret til barselsorlov og barnets første sygedag. Og mens kvinderne går derhjemme, arbejder mændene på deres karrierer og kommer frem i køen til næste forfremmelse. Norge har forsøgt at løse problemet ved at tvinge nogle virksomheder til at have mindst 40 % kvinder i deres bestyrelser, men uden at det har haft speciel effekt. Glasloftet lever i bedste velgående.
Der er også andre udfordringer, som den nordiske model delvist selv har skabt. I Norden har alle ret til velfærd, men samtidigt også en pligt til at bidrage ved at arbejde og betale skat. Det kaldes for den sociale kontrakt. Med den stigende indvandring brydes stadigt oftere den sociale kontrakt, fordi mange nytilkomne aldrig får job. I alle de nordiske lande er en af de største opgaver de kommende år at få flere nye medborgere i arbejde. Hvis det ikke lykkes, kan den særlige nordiske model være truet.
Af Carsten Jensen, professor i statskundskab, Aarhus Universitet