Festival om Norden

Nordiske krimier

Nogle hævder, at den nordiske kriminallitteraturs rødder går tilbage til de islandske sagaer. Andre at den under påvirkning fra Frankrig og Tyskland opstod i begyndelsen af det 19. århundrede med romantiske fortællinger om forbrydelser og forbrydere – som vores egen St. St. Blicher (1782-1848) med Præsten i Vejby fra 1829. Siden fulgte en mere direkte påvirkning fra amerikanske og angelsaksiske forfattere Edgar Allan Poe (1809-49) og Arthur Conan Doyle (1859-1930), som præger store dele af den nordiske krimilitteratur med puslespilskrimier i den særlige whodunit-stil, hvor handlingen foregår i lukkede rum blandt selektive kliker.

Med svenskerne Maj Sjöwall (1935-) & Per Wahlöös (1926-75) tibindsværk Roman om en forbrydelse om politimanden Martin Beck og kolleger blev den nordiske krimis særegenhed skabt. Parret var inspireret af amerikaneren Ed McBain (1926-2005), der har skrevet en banebrydende serie om en politistations gøren og laden. McBain er en af fædrene til det nye skud på krimiens stamme – The Police Procedural Novel – der i dag oversættes til dansk som politirutineromanen. Teamarbejde, afhøring, forensisk videnskab og trælse rutiner er langt mere i fokus end hos den geniale mesterdetektiv, Sherlock Holmes, eller den ensomme politikommissær, Jules Maigret.

Sjöwall & Wahlöö tilsatte genialt genren skandinavisk samvittighed, social indignation og politisk brod. Den store forbrydelse var det svenske socialdemokratiske velfærdssamfund - Folkehjemmet - som forbryderisk havde svigtet målsætningen om lige ret for alle. Tilsat en meget original – men rystet – cocktail af Marx og Freud.

Serien dannede skole med det samme. Politirutineromanen er i dag den foretrukne krimiskabelon i Norden – både i bogform og som tv-serie. De fleste nordiske tv-føljetoner om forbrydelse og straf i nord er sat op på modellens noget skamredne klicheer om folk og fæ på politistationen. Men samtidig har briterne stemplet alt dette som Nordic Noir. På en fascination af nordisk livsstil og ligestilling som fra svenske Henning Mankel (1948-2015), norske Jo Nesbø (1960-) til danske Jussi Adler Olsen (1950-) er præsenteret diverse nuancer. Men det sker på en måde, så mange af signalementerne af Skandinavien også er dystert tintet i kritikken af velfærdssamfundets mangler og skavanker. I 1980’erne ankom det, man omdiskuteret har kaldt for femikrimier, Lisa Marklund (1962-), Anne Holt (1958-) og Kim Småge (1945-). Krimier, som accentuerer kvinders stilling og muligheder i et tilsyneladende ’kønsløst’ samfund, men alligevel har alfahaner i systemet.

Men hvad taler vi egentlig om, når vi taler om nordiske krimier? Selvom udlandet ofte kaster alt i en pulje, er der jo trods alt forskelle på de nordiske lande. I store træk kan den nordiske krimilitteratur opdeles i to store grupper: Den skandinaviske (med den finske), som sætter krimiplottet ind i en aktuel samfundsdebat: Sverige, Danmark og det halve af Norge. Den nordatlantiske: Island, Færøerne og den anden halvdel af Norge, hvor overgangen fra et gammeldags samfund til et senmoderne med olieboom, finanskrise og urbanisering er i fokus.

Af Bo Tao Michaëlis, forfatter og litteraturkritiker, Politiken

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.