Festival om Norden

Hvor går man hen på Nordpolen?

De færreste er klar over det, men det er sandt: Danmark og Grønland har over for FN gjort krav på 895.000 km2 af havbunden ved Nordpolen – et område næsten 20 gange så stort som Jylland og Øerne til sammen.

Før forbandt vi Nordpolen med julemanden eller Rasmus Klump, men i dag er fantasi afløst af alvor. Russerne og canadierne vil – ligesom danskerne – gerne eje havbunden ved Nordpolen. Sådan er udviklingen i Arktis fuld af uventede elementer. Klimaforandringerne har sat fart i en proces, der giver Arktis ny betydning – ikke mindst for de nordiske lande. Det Arktiske Ocean, der strækker sig fra Grønland hen over Nordpolen til Rusland, er ved at åbne sig. Det er ikke sket før i menneskehedens historie, men nu sker det: Et isdækket ocean, der i årtusinder var utilgængeligt, bliver nu gradvist farbart for alle – fiskefartøjer, olieplatforme, krydstogtskibe, krigsskibe og eventyrere.

Mens disse linjer skrives, sejler mægtige kinesiske fragtskibe nord om Rusland og ned langs Norges kyster til Europa – som nogle af de første i verdenshistorien. Med andre ord er Kong Christian d. IV’s drøm om en sejlrute mod nord til kejserens land ved at gå i opfyldelse.

I 2012 var jeg på Nordpolen med en svensk isbryder. Det første spørgsmål, der melder sig, når man hopper ned på isen, lyder: ”Hvor går jeg nu hen?” Der er jo ingenting at stile mod – kun is. Det gælder blot om at nyde eventyret – ta’ en selfie – og så komme hjem igen.

Sådan er adfærdsmønstret ofte overfladisk – også i resten af Arktis. Politikere, forretningsfolk og militære ledere i hovedstæderne langt mod syd træffer i disse år vigtige beslutninger om Arktis, og ofte tænker de primært på, hvordan de kan få mest ud af det: olie, fisk, adgang til de nye sejlruter og magt. I farten kan det være vanskeligt at huske, at der bor mennesker i Arktis: Grønlænderne og samerne i Sverige, Norge og Finland og de oprindelige folk i Canada, Rusland og Alaska. Og at dyr – som de hvide sabinemåger, isbjørne og hvaler – allerede kæmper mod klimaforandringerne i Arktis.

Heldigvis fungerer samarbejdet mellem de fem nordiske lande og de andre arktiske stater – også Rusland – rimeligt godt. Måske vil de forstå at styre forandringerne til gavn også for dem, der bor i Arktis, så freden holder, og så dyr og miljø ikke lider overlast.

Hvis vi skal holde den kurs, gælder det dog om at holde øje med beslutningstagerne og slå alarm, når de glemmer, hvilken vej de skal. Det kræver, at vi alle i Norden følger bedre med i den arktiske udvikling, end vi tidligere har gjort. Julemanden er for længst afløst af helt andre aktører, som lidt for tit tænker på gaver til sig selv og ikke til andre.

Af Martin Breum, journalist og forfatter

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.