Høj velstand og lav ulighed
De nordiske lande skiller sig i internationale sammenligninger ud på to måder. Der er et højt velstandsniveau, og velstanden er ligeligt fordelt. Det rejser to spørgsmål: Hvordan er det muligt, at vi både er rige og lige? Og kan de nordiske lande fastholde denne position?
Umiddelbart kan det lyde paradoksalt, at høje indkomster og velstand kan gå hånd i hånd med en relativt lige indkomstfordeling. Især når man tager i betragtning, at den offentlige sektor er stor, og skattetrykket derfor er højt. Man kunne forestille sig, at der ville være en konflikt, hvor velfærdsordninger ganske vist medvirker til at skabe mere lighed, men til gengæld resulterer de i en dårligere økonomi og dermed et lavere velstandsniveau. Kort sagt: Mere lighed har en pris i form af et lavere gennemsnitligt indkomstniveau.
De nordiske lande har vist, at det ikke behøver at være tilfældet. To forhold er af særlig betydning. I Norden er en meget høj andel af både mænd og kvinder aktive på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse. Andelen af befolkningen i beskæftigelse er højere end i fx USA, som har et meget lavere skatteniveau. Det er vigtigt af flere årsager. En høj beskæftigelse understøtter en høj velstand. En høj beskæftigelse er også afgørende for, at velfærdssamfundet kan finansieres. Hvis beskæftigelsen er lav, vil de offentlige udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse være høje, og samtidig vil skatteindtægterne være lave. Med andre ord: Et veludbygget velfærdssamfund hænger kun finansielt sammen, hvis en tilstrækkelig stor del af befolkningen er i beskæftigelse.
Mulighederne på arbejdsmarkedet afhænger i høj grad af kvalifikationer. De nordiske lande har historisk set satset meget på uddannelse. Det har været nødvendigt for at kunne klare sig i den internationale konkurrence. Uddannelse er generelt forbundet med høj produktivitet, men også med høje lønninger. Hvis en stor del af befolkningen er i beskæftigelse og har jobs med pæne lønninger, er der skabt et grundlag for både en høj velstand og en lav ulighed. Uligheden bliver så yderligere reduceret af omfordeling via blandt andet det sociale sikkerhedsnet.
De to forudsætninger for velstand og lighed – en høj beskæftigelsesandel og et højt uddannelsesniveau – udgør samtidig en afgørende udfordring for de nordiske lande. Teknologisk udvikling, globalisering og demografiske forandringer som indvandring og længere levealder udfordrer mulighederne for at fastholde den høje beskæftigelsesandel og de høje lønninger. Kravene til kvalifikationer og dermed uddannelse – både i toppen og bunden – bliver stadig større. Så hvis de nordiske lande også om 10 eller 20 år skal befinde sig blandt de få lande i verden, som både har et højt velstandsniveau og en relativ lav indkomstulighed, er der store udfordringer at løse inden for uddannelses-, arbejdsmarkeds- og fordelingspolitikken.
Af Torben M. Andersen, professor i økonomi, Aarhus Universitet